det ved jeg ikke endnu

Vi fandt en del kantareller ude i skoven, og glade gik vi tilbage til bilen en smule ømmere i ryggen, end da vi kom.
– Næsten hele kurven, sagde jeg og smilede til hende. – Det havde vi da ikke forventet.
– Nej, desto større er glæden også. Vi vil have dem til aftensmad, ikke?

Vi kørte hjem, og hun gik ind med svampene.
– Jeg stryger lige ned på bodegaen, for jeg har lovet Preben at give besked om konfirmationen.
– Kan du ikke bare ringe?
– Du kender ikke Preben. Face to face. Andet gælder ikke. Desuden vil jeg gerne give ham hæksaksen tilbage!

Jeg lagde hæksaksen i bagagerummet. Det kunne ikke tage mange sekunder.
Bodegaen var stopfuld; i det ene hjørne lød ophidsede, høje stemmer. En af dem væltede sin stol, og Preben, der i det samme dukkede op, for derhen. Jeg lagde saksen på disken og luntede bagefter.
– Hold så op, brølede han. – Ud af min bodega!
For sent. Alle tampede løs på hinanden, og jeg spærrede øjnene op, for jeg havde vist ikke overværet et slagsmål siden skoletiden.
Det lykkedes Preben at få de fleste ud; et par stykker fortsatte med slagsmålet udenfor.
Nu hørtes udrykning, og lige efter bremsede en politibil op, og de to betjente søgte straks at skille parterne ad. To af slagsbrødrene tørnede ind i min bil, og jeg fik dem skubbet lidt væk. De skulle ikke stå der og snavse eller ridse mit fine køretøj.
Jeg gik om for at lukke mit bagagerum. Nu ville jeg hjem. Jeg kunne altid komme tilbage senere på dagen.
En af betjentene råbte mig an.
– Hey, du der. Hov- ja, du der!
Jeg vendte mig om mod ham.
– Mig?
Han ville nok have forløbet forklaret af en forstandig mand, der så ædru ud.
Betjenten kastede et blik ned i mit bagagerum:
– Ja, det tænkte jeg nok. En kniv!
– Hvad?? Det er en, jeg lige har brugt til at plukke svampe med. Jeg har været ude at plukke kantareller.
– Aha. Hvor er de så?
– Dem tog min kone jo ind, da jeg skulle herned.
– Du må hellere følge med. Sådanne knive er ulovlige.
Han tog fat i mig og fik mig ind på bagsædet af patruljevognen.
– Det skal være et anerkendelsesværdigt formål, og det er det ikke. Dels har du jo ikke nogle svampe med, der kunne bevise dit forehavende, dels tror vi, at du havde til hensigt at bruge kniv på bodegaen. Du var jo allerede godt indblandet.
– Indblandet? Men …
– Vi tager dig med på stationen. Du har selvfølgelig ret til advokat, hvis du synes.
– Advokat? Ja, men jeg …
– Ja, tak. Du kan snakke mere på stationen. Ring bare til din kone.
Jeg fumler mobilen frem.
– Ja, det er mig. Du tror, det er løgn. Jeg sidder i en politibil og er anholdt og på vej til stationen.
– Ja, men du godeste. For hvad dog?