Den, der ler sidst, har bare været lidt længere om at forstå

Mød med fuld blære, stod der i indkaldelsen. Jeg havde derfor drukket rigeligt hele formiddagen. Nu begyndte det at stramme til.
I receptionen stod jeg og trippede, mens damen pegede.
– Følg den gule stribe.
Som et andet børnehavebarn fulgte jeg den malede streg på gulvet og var lige ved at støde frontalt ind i en uventet frodig kvinde. Et øjeblik glemte jeg blæren. Manisk gik jeg videre på den gule, drejede om et hjørne og var ved at støde ind i to modgående personer af forskelligt køn, der tilsyneladende skulle følge den grønne streg. Eller den røde?
I elevatoren pressede jeg hånden mod skridtet og lukkede øjnene.
Jeg kunne næsten ikke tappe mit CPR hurtigt nok ind på skærmen, og den kunne da heller ikke følge med, så jeg måtte gøre det om. Jeg krydsede benene imens og stønnede en lille smule.
– Så er jeg her, sagde jeg til skrankedamen.
– Velkommen til, sagde hun, – hvis du …
– Jeg har fyldt blære, afbrød jeg hende.
– Fint. Hvis du vil tage plads i venterummet, så går der ikke lang tid, så skal vi nok hente dig.
– Men jeg …
– Ja, det er fint. Det er den vej.
– Tak, opgav jeg.
I venterummet sad tre ældre herrer i hver sit hjørne. Jeg satte mig i det fjerde og smilede imødekommende trods de stadigt voksende smerter i skridtet.
Ingen sagde noget. På skift rørte vi lidt på os og ændrede på siddepunkterne. Tissetrangen var overvældende, næsten universel. Der hang et gammelt vægur, der ikke var fulgt med tiden. Fem minutter bagefter, konstaterede jeg. Tik-tak gjaldede i rummet.
Minutterne gik. Jeg løftede mig i sædet og hostede, men det var en dårlig idé. Der slap et bette skvæt ud. Pis! Hjemmefra var jeg så renvasket som aldrig før, og så kommer man alligevel ind og lugter af gammel mand.
De andre tre lod sig ikke mærke med noget.

Så sad vi der. For at få tankerne lidt væk, forsøgte jeg at fange den nærmestsiddende herres blik, men han stirrede hele tiden ud ad vinduet. Nede bag den store bygning var et offentligt toilet. Den skaldede ovre i hjørnet havde lukket øjnene. Hans højre hånd befandt sig permanent nede mellem benene. Den hvidhårede kiggede op på en reol med litteratur til adspredelse, hvor forsiderne stod udadvendt som på biblioteket. “Drypper du?”, “Inkontinens” og to store indrammede billeder, dels af en mand, der holdt sig i skridtet, dels en dame, der også holdt sig i skridtet. Skulle jeg højt komme med en bemærkning? “Det er da godt, de holder i eget skræv”.
Jeg sukkede. Det brændte i mine bukser, og jeg rynkede panden og lænede hovedet tilbage.
Pludselig gik døren op, og ind kom lægen for at hente mig. Jeg måtte være ude for et fata morgana, for selvfølgelig er det ikke lægen, der henter patienterne. Det var endnu en ældre, alvorlig herre med stok og drypvise bekymringer. Han nikkede raden rundt, og jeg benyttede lejligheden:
– Ja, det er en rigtig mandegruppe, det her.
Ingen reaktion. Jeg kunne stikke min mandegruppe skråt op i det rør, der hos mange af os hæmmer et ordentligt flow.

Jeg kunne ikke holde ud at sidde længere og rejste mig og kiggede lidt på reolen. En mappe var slået op, og der stod:
Dansk Prostata Symptom Scoringsskema. Lige noget for os litterært interesserede uropatienter. Jeg havde den ene hånd i lommen, så jeg ugenert kunne trykke på rette sted og hindre yderligere skvæt.
Jeg krummede mig lidt sammen, lukkede ringbindet og skulle lige til at sætte mig, da jeg så titlen på ydersiden.
– Hæ, sagde jeg helt overvældet og meget højt, – se! Der mangler et i!
Nu så de alle op mod mappen. Et smil hos den skaldede og den ældre herre med stok bredte sig til lidt smågrin, der udviklede sig. Et par sekunder efter faldt ti-øren hos de sidste to.
Der stod DAN-PSS.
Lige der kom sygeplejersken og hentede mig.