Hverdag

De siger, der er noget i vejen. At jeg er senil. Skør. Det er så let for andre at sige.
Jeg synes ikke, der er noget i vejen.
Alt det der med min elskede Misse, kommer ikke nogen ved. At Frede må se i øjnene, at det er slut for hans vedkommende, er pænt uinteressant for andre.
At jeg har haft mange gode år med Misse, skal vel ikke være en fejl; den behøver ingen genmodifikationer eller stamcellebehandlinger, skulle jeg mene. Er jeg så senil, skør eller syg i hovedet? Når hun svigter mig, kan ingen bebrejde mig at handle på det. Det viser netop, at jeg ikke er skør eller senil.
At jeg har haft konstruktive samtaler med politiet, kan forklares med, at det er der så mange, der har. Med god grund. Jeg har altid prøvet at forstå den enkelte betjent. Hans interesse er udelukkende at få sandheden frem.
At mine bilnøgler lå i køleskabet, skyldtes kun distraktion. Jeg skulle hente en øl til min frokost, og så lagde jeg nøglerne der, mens jeg tog den ud. Jeg tror, det er mange, der kommer ud for det. Det har sgu da ikke en skid med senilitet at gøre.
Da jeg ville tage nøglerne, ringede min mobil. Og se, – når jeg kan huske det, er der vel ikke noget galt, vel?
Det var i øvrigt Stephan, der ringede, fordi han han havde et eller andet, han skulle snakke med sin far om, og samtidig åbnede Katrine køleskabet og fandt nøglerne. Og troede, at nu var jeg da helt fra den.
Jeg har sgu aldrig været mere til den end nu.
Så hvad skulle der være i vejen?

Reklamer

Heksekunster

Jeg har sat mig i solen på en fortovscafé. Den hedder noget med Den Ottende. Ligger midt på pladsen med parasoller og et glashegn udadtil. Der er flere borde, end der er plads til. Et ægtepar har ovenikøbet taget en barnevogn med ind. På en eller anden måde lykkedes det mig at presse mig mellem den og en dame i ubestemmelig alder, der sidder og gør sig store anstrengelser for at hive røg ud af nogle tørrede plantedele omviklet med papir.
– Jeg skal bare bede om et glas hvidvin, siger jeg til servitricen, en ganske ung, lyshåret pige, der ikke ligner en heks i traditionel forstand. Studinen her trækker på skulderen og begynder at kigge sig rundt efter andre, mere interessante gæster, der giver større fortjeneste i sit feriejob. Lidt længere henne dukker Mads Steffensen op med en ven og sætter sig.
– Så gerne, her er menukortet.
Hun rækker mig det, mens ansigtet er drejet over mod Mads Steffensen.
Der er to forskellige hvidvine, og jeg napper den dyreste. Studinen forsvinder og kommer hurtigt tilbage med det ønskede og sætter glasset foran mig, mens hun drejer hovedet over mod Mads Steffensen.
– Hvor er du hurtig, siger jeg anerkendende og nævner ikke noget om, at det er let nok at være hurtig, når man kan flyve.
Jeg smager på vinen, der er dejlig kold, men kulden afløses af mit martrede ansigtstræk, da det går op for mig, at en eller anden har hældt et kvart kilo sukker i og rørt rundt.
Jeg vinker til servitricen, men hun har nu placeret sig et stykke borte med øjnene limet på Mads Steffensen.
Når man skal bestille, er de opmærksomme på én. Når man skal brokke sig, er de gået hjem.
– Hallo, brøler jeg efter hende. Hun reagerer ikke, men lader, som om det ikke er til hende. Så rejser jeg mig og vinker, mens jeg råber højt, idet jeg efterligner Mads Steffensens stemme:
– Det bliver et aldeles fremragende …
Det hjælper. Hun genkender ordene og baner sig prustende vej over barnevogne, damer af forskelligt køn og andre snakkende cafegæster.
– Den er altså for sød, siger jeg.
– Hvad, spørger hun stram i betrækket. Allerede her er hun udmærket klar over, hvad jeg mener. Jeg peger på glasset og gentager.
– Det står på menukortet, at den her har en vis sødme …, forsvarer hun sig med.
– Nå for den. Kan jeg så ikke få den byttet?
– Ja, det kan du tro, du kan. Jeg kan sagtens bringe et glas af den anden hvidvin, hvis du ønsker det.
– Altså bytte? Ikke noget, jeg skal betale for, vel?
– Det bliver du nødt til. Du har jo drukket af den.
– Hvordan skulle jeg ellers vide, at den er sødere end sød?
– Det står på menukortet.
Hun trækker på skulderen. Hendes øjne flakker rundt og standser igen ved Mads Steffensen.
– Så er det jo ikke et bytte, insisterer jeg. – Det er ingen kunst. Jeg havde jo håbet, at du …
– Nej. Men jeg vil gerne bringe dig et andet glas vin.
Hendes blik er klistret på Mads Steffensen, mens hun siger det.
– Mange tak. Mange tak. Det er næsten alt for meget. Hvor skal du brændes i aften?
Hun hører intet. Hun står helt fortabt og kigger på Mads Steffensen.
Jeg opgiver at få svar og forlader fortovscafeen, mens jeg leder i turistavisen efter et bålsted med en lyshåret heks.

Anamnesevæsker

12998583_10208182946987836_226981584890388320_n
Jeg stirrede på ham. Han virkede flink, venlig, rar og frem for alt parat til at påtage sig ansvaret i modsætning til de første fire ansøgere, der alle havde virket nervøse, forsigtige og alt for beredvillige. Bestyrelsen havde først her til morgen fået hans ansøgning, og selv om den ikke overholdt fristen, var vi enige om at tage ham ind, alene på grund af de flotte anbefalinger og den baggrund, han havde.
Bare den måde han trådte ind ad døren på. Smilende, rank med fremstrakt hånd, goddag, goddag, parat til at sige, at her har I mig, som I har ventet på så længe!
De andres ansigter lyste op og fortalte mig, at nu var vi alle sikre på, at her havde vi omsider fundet den rette.
Mads smilede over hele hovedet, Mikkel lænede sig tilbage og sad og fumlede med sin kuglepen, og Else rejste sig og hentede kaffen ude i køkkenet. De andre så tilfredse ud; det var ikke svært at se for mig, der havde kendt dem i en årrække.
– Velkommen til denne friskole, hvor ærlighed, oprigtighed og ligeværdighed er dele af vort værdigrundlag, sagde jeg. – Fortæl lidt om dig selv.

Manden i stolen rokkede frem og tilbage, inden han begyndte sin historie. Vi fulgte med, ingen sagde noget imens. Hvad ville han sige, hvilken effekt ville det have på os, og hvad ville der ske? Jeg så mig spændt rundt, men alles øjne var på ansøgeren.
Han blev færdig efter et længere indlæg. Intet af det, han havde sagt, var i modstrid med de oplysninger, jeg lige havde nået at få, men heller ikke helt i medstrid.
– Hvorfor har du forladt jobbet på efterskolen?
– Jeg tror bare, at vi blev mere og mere uenige om den overordnede pædagogiske linje.
– Så du sagde selv op?
– Ja, ja. Vi lavede en fælles erklæring, så vores uenigheder ikke kunne skade deres behov for at finde min afløser.
– Balladen på skolen må da også have betydet noget for dine overvejelser?
– Jo, bevares, de spillede da ind. Bestemt.
– Det må have været en hård tid?

Han nikkede til mit spørgsmål, men svarede ikke derudover.
– Fik det slet ingen konsekvenser for dig personligt?
– Ikke udover, at jeg sagde op.
– Slet ingen?
– Nej. Hvad skulle det være?
– Jeg mener, blev du ikke også skilt – på samme tid, som skolen var i stormvejr?
– Jo, man måtte jo bare igennem det. Hvor ved du egentlig det fra?

Han så ud, som om det kom bag på ham, at jeg vidste det. De andre så også på mig. Vi sad lidt. Jeg koncentrerede mig om mine papirer. Så rømmede jeg mig uden at svare ham:
– Skete der slet ikke noget for dig, som var en naturlig følge af det store pres, du var udsat for?
– Neeej, ikke andet end at jeg sov meget i den periode …
– Ikke andet?

Han sad uroligt på stolen og sendte mig nogle, synes jeg, anderledes blikke gennem stålbrillerne. Det venlige og milde havde forladt ham, vurderede jeg.
– Nej. Jeg ved ikke helt, hvad du hentyder til. Jeg passede mit arbejde koncentreret og samvittighedsfuldt …

Han trak på skulderen. De andre så igen på mig. Jeg indskød:
– Din bestyrelsesformand, Else Nielsen, har til mig for tyve minutter siden telefonisk oplyst, at du havde alkoholproblemer i forbindelse med din skilsmisse …
– Den fucking bitch! Den satans mær!
– Hvorfor vil du ikke fortælle os om det?
– Det var sgu da ingenting. Hør nu her! Tror I virkelig, at jeg ville ansøge om denne lederstilling, hvis jeg havde et alkoholproblem?

Flere af de andre bestyrelsesmedlemmer trak vejret tungt. Så tog Peter ordet:
– Da du besøgte skolen sidste uge, lugtede du af øl.
– Ja, øh, jeg havde besøgt en ven på vej herop, og vi fik da en sammen.
– Søndag morgen før 9?
– Altså, for fanden! Er det en kanonsynd her på stedet? Der, hvor jeg kommer fra, har man en mere liberal indstilling til den slags.

Jeg fumlede med min mobil, holdt den så op mod ham:
– Så, når jeg får at vide af Else, at du ligefrem har været indlagt til alkoholafvænning endda for ganske nylig, så er det noget liberalt, noget betydningsløst, og vi bare skal slappe af? Og at du herefter blev fyret på gråt papir, og ikke, som du siger, selv sagde op? Det er – ingenting?

Han hamrede sin hånd i bordet, øjnene var blodskudte, forekom det mig, og stemmen var skruet op i et meget højt leje:
– I kan rende mig! Pis mig i øret!

Han rejste sig, så stolen bag ham væltede, og skred ud af lokalet.
Mads brød den larmende tavshed:
– Der er nok fyldt op i forvejen.

Rød Ålborg og Hvide Nelliker

forår16 dns

Jeg møder op en time før begravelsen. Morfar ligger i kisten, der står i gangen oppe i kirken. Imod mig kommer tante B med hænderne løftet:
– Der er ingen blomster på kisten!
– Nå, for pokker. Det har jeg ikke tænkt på.
– Det skal jeg nok tage mig af.
– Tak skal du ha´, tante B.
– Du har jo nok i dine lektier, men hvor er din mor?
– Mor kommer.

Jeg ser rundt på pladsen foran kirken. Hun er der ikke. Jeg ser på uret. Der er nu tre kvarter til begravelsen.
En taxa ruller ind, og ud stiger hun. Hun er lige ved at falde, men holder i døren og svajer. Jeg løber hen og tager hende under armen.
– Jeeg kan da godt gåå selv, mumler hun.
– Det er jeg i tvivl om, siger jeg.
Jeg peger hen mod kirken:
– Morfar ligger derinde uden blomster.
– Guuuud, gør han?

Hun fniser.
– Åh, mor.

Der er ingen i nærheden. Jeg følger mor ind i kirken, hun er lige ved at slippe mig, da vi skal gennem døren, men jeg holder fast i hendes arm, og vi går op ad kirkegulvet. Hun har mere end to ben.
Vi når helt op til kisten, hvor en mand er ved at pynte med blomster og andet, og jeg får hende ind at sidde på bænken. Hun åbner sin taske, og jeg får et glimt af en flaske.
– Mor, behøver du at drikke herinde, hvisker jeg.
– Jeg drkk, drikkker sgu da ikke, knægt. Hav, hva bilder du dig ind?

Jeg ser mig om. Folk begynder nu at komme, og de sætter sig bag os. Mor graver i tasken og tager fat i flasken.
– Nej, mor, hold nu op, ikke? Du kan da vente til bagefter …
– Åååååh, du er så …, for fanden … Vente! Ha.
– Hvad med kaffe til følget bagefter? Du har lovet …
– Kan du ikke baaare sige, at vi, at det kun er for familien?
– Ja, men naboerne? De har jo passet og plejet morfar under sygdommen?
– Jeg har altså ikke aft tiid til at købe kage osse, altså …
– Jeg kan få tante B til at holde ind hos bageren bagefter, mor?
– Tante B? Åh, hun sladrer altid, jeg …
– Tys, mor, nu begynder det.

Glimt i øjet

Skærmbillede 2016-03-17 18.46.02

Stakke var kun 12 år i 1947, da han i sin tissemand opdagede tvetydigheden, dobbeltheden, dr. Jekyll og mr. Hyde, dag og nat, glæde og sorg, liv og død. Ordet chok var for lille til at beskrive den tilstand, han var havnet i. Hidtil havde den fungeret perfekt som tissemand. Skide smart. Når han skulle tisse, hev han den frem, åbnede en muskel et sted nede i skridtet, og ud væltede den gule væske. Når han var færdig, og beholderen var tom, rystede han den bløde fyr og hev den fornøjet og lettet ombord igen.

Til juleafslutningen sad Ingelise over for ham. Købmandens datter. Hun var iført en rød julebluse med to tennisbolde indenunder. Stakke kunne ikke få øjnene væk fra Ingelises sportsrekvisitter. Glade jul, dejlige bolde. Vær velkommen, boldenes år. Det kimer nu til boldefest. Dejlig er de bolde blå.

Da han kom hjem den dag til juleferie, var intet længere, som det havde været.

Han kunne han ikke frigøre sig, som han plejede. Spille lidt skak med Lunte, æde et halvt nybagt franskbrød med mors hjemmelavede hindbærsyltetøj, få fat i Kesse til noget fodbold eller til at cykle vildt ned ad skrænterne mod fjorden, i det hele taget leve en fredelig tilværelse uden de store dramer.

Men her et par dage før den store højtid med juleferie, gaver, konfekt og kalenderlåge nummer 22 forandrede livet sig; alt dette var blevet gråtonet, ligegyldigt, fremmedartet. Han kastede sig på sengen med armene bag hovedet og begreb intet. Noget fremmed havde sneget sig ind på ham, det mærkede han tydeligt nede i bukserne og havde gjort det i nogen tid. Først havde han bare ignoreret det; sagt til sig selv, det er ikke noget. Men det blev ved.

Forskrækket hev han bukserne ned og stirrede på den krabat, der gloede tilbage på ham med sit ene øje. Han tog øjeblikkeligt bukserne op igen og tænkte skrækslagent på lægebesøgene, der altid medførte et stik med en kæmpesprøjte et eller andet sted. Og hvad ville far og mor sige? Hvem skulle han betro sig til?

– Far, øh, der er noget galt med … æh, min tissemand.

– ?

– Den er totalt anderledes. Den er tre gange så stor og står sådan opad. Se.

 

Han ville vise ham med hånden, hvordan. Men far var jo på arbejde, og det var altså her og nu, alt var gået galt. Stakke prøvede at slappe af. Så ville træpælen uden tvivl forsvinde, og alt var som før, og han fejlede ingenting. Han slappede af, kæmpede med alle muskler i hele kroppen, men kæppen forsvandt bare ikke. Heller ikke selv om han lod som om. Bulen ville ikke gå væk.

Se problemerne i øjnene, sagde de voksne altid. Det stod også i Spejderbogen! OK, hvis det skulle være på den måde. Han hev bukserne ned igen. Den var nøjagtig som før. Den var kolossal! Forsigtigt rørte han ved den. Tog fat i huden helt oppe på spidsen og kørte lidt  ned og tilbage igen. Det føltes rart og ikke som en sygdom, og billedet af Ingelise, der strammede blusen, omdannede træpælen til en af beton. På en eller anden måde var der en usynlig forbindelse mellem Ingelises tennisbolde og det her. Han kunne ikke forstå den kobling. Han trak vejret stadig heftigere; det var a one eye fight. Øjet kneb en tåre, så han. Han satte farten lidt op. Det føltes fantastisk, det var ikke en kildren eller sådan noget, det var noget helt, helt nyt, og det krøb som myrer inde fra kroppen og ud, og pludselig stønnede han højt og mærkede tydeligt myrerne strømme eksplosionsagtigt gennem den nedre del af kroppen og ud af øjet ned på maven. Det var noget af det lækreste og vildeste, han endnu havde prøvet, men det lugtede ækelt og var klistrende, det, der tordnede ud af den enøjede bandit.

Mærkeligt afslappet lå han længe og følte en tilfredshed og en varme strømme gennem kroppen. Og heldigvis var Ingelise helt forsvundet og med hende den åndssvage røde bluse. Det var godt, det hele var overstået, selv om han ikke vidste, hvad det var, der var overstået. Men det var borte, det var det vigtigste, og det ville aldrig mere dukke op. Aldrig. Det vidste han bare.

Den, der ler sidst, har bare været lidt længere om at forstå

opg 5

Mød med fuld blære, stod der i indkaldelsen. Jeg havde derfor drukket rigeligt hele formiddagen. Nu begyndte det at stramme til.
I receptionen stod jeg og trippede, mens damen pegede.
– Følg den gule stribe.
Som et andet børnehavebarn fulgte jeg den malede streg på gulvet og var lige ved at støde frontalt ind i en uventet frodig kvinde. Et øjeblik glemte jeg blæren. Manisk gik jeg videre på den gule, drejede om et hjørne og var ved at støde ind i to modgående personer af forskelligt køn, der tilsyneladende skulle følge den grønne streg. Eller den røde?
I elevatoren pressede jeg hånden mod skridtet og lukkede øjnene.
Jeg kunne næsten ikke tappe mit CPR hurtigt nok ind på skærmen, og den kunne da heller ikke følge med, så jeg måtte gøre det om. Jeg krydsede benene imens og stønnede en lille smule.
– Så er jeg her, sagde jeg til skrankedamen.
– Velkommen til, sagde hun, – hvis du …
– Jeg har fyldt blære, afbrød jeg hende.
– Fint. Hvis du vil tage plads i venterummet, så går der ikke lang tid, så skal vi nok hente dig.
– Men jeg …
– Ja, det er fint. Det er den vej.
– Tak, opgav jeg.
I venterummet sad tre ældre herrer i hver sit hjørne. Jeg satte mig i det fjerde og smilede imødekommende trods de stadigt voksende smerter i skridtet.
Ingen sagde noget. På skift rørte vi lidt på os og ændrede på siddepunkterne. Tissetrangen var overvældende, næsten universel. Der hang et gammelt vægur, der ikke var fulgt med tiden. Fem minutter bagefter, konstaterede jeg. Tik-tak gjaldede i rummet.
Minutterne gik. Jeg løftede mig i sædet og hostede, men det var en dårlig idé. Der slap et bette skvæt ud. Pis! Hjemmefra var jeg så renvasket som aldrig før, og så kommer man alligevel ind og lugter af gammel mand.
De andre tre lod sig ikke mærke med noget.

Så sad vi der. For at få tankerne lidt væk, forsøgte jeg at fange den nærmestsiddende herres blik, men han stirrede hele tiden ud ad vinduet. Nede bag den store bygning var et offentligt toilet. Den skaldede ovre i hjørnet havde lukket øjnene. Hans højre hånd befandt sig permanent nede mellem benene. Den hvidhårede kiggede op på en reol med litteratur til adspredelse, hvor forsiderne stod udadvendt som på biblioteket. “Drypper du?”, “Inkontinens” og to store indrammede billeder, dels af en mand, der holdt sig i skridtet, dels en dame, der også holdt sig i skridtet. Skulle jeg højt komme med en bemærkning? “Det er da godt, de holder i eget skræv”.
Jeg sukkede. Det brændte i mine bukser, og jeg rynkede panden og lænede hovedet tilbage.
Pludselig gik døren op, og ind kom lægen for at hente mig. Jeg måtte være ude for et fata morgana, for selvfølgelig er det ikke lægen, der henter patienterne. Det var endnu en ældre, alvorlig herre med stok og drypvise bekymringer. Han nikkede raden rundt, og jeg benyttede lejligheden:
– Ja, det er en rigtig mandegruppe, det her.
Ingen reaktion. Jeg kunne stikke min mandegruppe skråt op i det rør, der hos mange af os hæmmer et ordentligt flow.

Jeg kunne ikke holde ud at sidde længere og rejste mig og kiggede lidt på reolen. En mappe var slået op, og der stod:
Dansk Prostata Symptom Scoringsskema. Lige noget for os litterært interesserede uropatienter. Jeg havde den ene hånd i lommen, så jeg ugenert kunne trykke på rette sted og hindre yderligere skvæt.
Jeg krummede mig lidt sammen, lukkede ringbindet og skulle lige til at sætte mig, da jeg så titlen på ydersiden.
– Hæ, sagde jeg helt overvældet og meget højt, – se! Der mangler et i!
Nu så de alle op mod mappen. Et smil hos den skaldede og den ældre herre med stok bredte sig til lidt smågrin, der udviklede sig. Et par sekunder efter faldt ti-øren hos de sidste to.
Der stod DAN-PSS.
Lige der kom sygeplejersken og hentede mig.

det ved jeg ikke endnu

opgave 4
Vi fandt en del kantareller ude i skoven, og glade gik vi tilbage til bilen en smule ømmere i ryggen, end da vi kom.
– Næsten hele kurven, sagde jeg og smilede til hende. – Det havde vi da ikke forventet.
– Nej, desto større er glæden også. Vi vil have dem til aftensmad, ikke?

Vi kørte hjem, og hun gik ind med svampene.
– Jeg stryger lige ned på bodegaen, for jeg har lovet Preben at give besked om konfirmationen.
– Kan du ikke bare ringe?
– Du kender ikke Preben. Face to face. Andet gælder ikke. Desuden vil jeg gerne give ham hæksaksen tilbage!

Jeg lagde hæksaksen i bagagerummet. Det kunne ikke tage mange sekunder.
Bodegaen var stopfuld; i det ene hjørne lød ophidsede, høje stemmer. En af dem væltede sin stol, og Preben, der i det samme dukkede op, for derhen. Jeg lagde saksen på disken og luntede bagefter.
– Hold så op, brølede han. – Ud af min bodega!
For sent. Alle tampede løs på hinanden, og jeg spærrede øjnene op, for jeg havde vist ikke overværet et slagsmål siden skoletiden.
Det lykkedes Preben at få de fleste ud; et par stykker fortsatte med slagsmålet udenfor.
Nu hørtes udrykning, og lige efter bremsede en politibil op, og de to betjente søgte straks at skille parterne ad. To af slagsbrødrene tørnede ind i min bil, og jeg fik dem skubbet lidt væk. De skulle ikke stå der og snavse eller ridse mit fine køretøj.
Jeg gik om for at lukke mit bagagerum. Nu ville jeg hjem. Jeg kunne altid komme tilbage senere på dagen.
En af betjentene råbte mig an.
– Hey, du der. Hov- ja, du der!
Jeg vendte mig om mod ham.
– Mig?
Han ville nok have forløbet forklaret af en forstandig mand, der så ædru ud.
Betjenten kastede et blik ned i mit bagagerum:
– Ja, det tænkte jeg nok. En kniv!
– Hvad?? Det er en, jeg lige har brugt til at plukke svampe med. Jeg har været ude at plukke kantareller.
– Aha. Hvor er de så?
– Dem tog min kone jo ind, da jeg skulle herned.
– Du må hellere følge med. Sådanne knive er ulovlige.
Han tog fat i mig og fik mig ind på bagsædet af patruljevognen.
– Det skal være et anerkendelsesværdigt formål, og det er det ikke. Dels har du jo ikke nogle svampe med, der kunne bevise dit forehavende, dels tror vi, at du havde til hensigt at bruge kniv på bodegaen. Du var jo allerede godt indblandet.
– Indblandet? Men …
– Vi tager dig med på stationen. Du har selvfølgelig ret til advokat, hvis du synes.
– Advokat? Ja, men jeg …
– Ja, tak. Du kan snakke mere på stationen. Ring bare til din kone.
Jeg fumler mobilen frem.
– Ja, det er mig. Du tror, det er løgn. Jeg sidder i en politibil og er anholdt og på vej til stationen.
– Ja, men du godeste. For hvad dog?